Moterapi

Familier berørte af fængsling

Familier berørte af fængsling

Familier til fængslede skal hver eneste dag takle et liv med komplekse følelser og dilemmaer, såsom hemmeligheder, savn, vrede og skam. Familierne skal tage stilling, hvad barnet må vide om forbrydelsen, hvorvidt der skal tales om det i klassen, hvor meget de ønsker, at læreren skal vide og blande sig i. Familierne oplever også at blive udsat for sladder og udelukkelse, hvilket selvfølgelig kan medføre endnu mere isolation og følelse af at være anderledes og forkert. Familierne skal håndtere en hård hverdag, hvor besøg hos den indsatte fylder meget, hvor afmagt, skyld, aleneansvar, økonomi og ventetid tager energi og overskud.

Familieterapi kan give de forskellige familiemedlemmer mulighed for at få bearbejdet vanskelige/forbudte/svære tanker og følelser sammen med en omsorgsfuld og engageret person.

I terapien forholder jeg mig som udgangspunkt ikke til den kriminalitet, der er begået, men til de pårørende og deres oplevelser af situationen.

Jeg har igennem en del år interesseret mig for pårørende til fængslede. I min optik er det en samfundsmæssigt set forsømt gruppe af udsatte mennesker, som ofte har svært ved at få tildelt eller finde frem til den rette hjælp.

Jeg har igennem foreningen SAVN været “besøgsven” i familier, hvor en af forældrene var indsat. Jeg var i en del år drivkraften i et Røde Kors-projekt for børn med en pårørende i fængsel. Her stod jeg for gruppesamtaler med børnene og efter behov også med mødrene. De berørte familier havde stor gavn af både børnesamtalerne, deres indbyrdes sparring og rådgivningen fra vores side.

Brænder du inde med spørgsmål, er du mere end velkommen til at give mig et kald på tlf. 61 27 17 07.