Moterapi
Behandling af jalousi
Behandling af jalousi
Med terapi får du hjælp til at tackle din jalousi, så den ikke giver dig og din partner problemer i jeres forhold.
Har du mistet kontrollen over din jalousi og føler du, at den opsluger dig, er det en god idé at få hjælp til at lære at tackle den.
Det er ikke altid sikkert, at vi får fjernet din jalousi helt, men det er næsten altid muligt at få jalousien under kontrol, så du og dine omgivelser kan leve med den.
Det er et helt almindeligt, tillært reaktionsmønster at blive jaloux.
Derfor er det også muligt at arbejde med din jalousi og lære nye, konstruktive måder at reagere på.
- Hvor kommer din jalousi fra?
- Hvornår er grundstenene for det lave selvværd og følelsen af ikke at være værd at elske blevet lagt?
- Ligger der nogle konkrete oplevelser med svigt, som skal bearbejdes? Både nylige svigt og svigt fra barndommen. Er der noget, der går igen?
- Hvordan kommer den uhensigtsmæssige adfærd, som jalousien medfører, til udtryk?
- Hvad trigger dig? Hvornår mister du kontrollen? Hvad kan berolige dig?
- Hvad tænker du imens, du oplever jalousien? Hvordan har du det bagefter?
- Hvordan er din adfærd efterfølgende?
- Hvordan reagerer den part, som din jalousi går ud over?
- Har du tanker om, hvad I hver især kunne gøre anderledes? Og hvad gør den anden parts reaktion ved dig?
Individuel terapi: Få hjælp til jalousi-problemer
I mit behandlingsforløb for jalousi vil jeg tale med dig om, hvilke tanker der kører i ring hos dig, når du oplever jalousi. Sammen skal vi tale om dine tanker, da det er dem, der skaber din jalousi.
De ting der sker i dit liv kan du altid selv vælge, hvordan du vil forholde dig til. En del af jalousi-tankerne har ikke rod i det, der reelt sker i dit forhold, og når du opdager det, vil dine tankerne aftage af sig selv.
Nogle gange viser det sig, at dét, som den jaloux part i et forhold har gået og forestillet sig i værste fald ville ske, virkelig sker. Det væsentlige i en sådan situation er ikke svigtet i sig selv, det væsentlige er, hvordan du forholder dig til svigtet.
Tager du det som en personlig krænkelse, begynder du at føre krig, bliver du fuld af depressive følelser og meningsløshed, lader du svigtet og forladtheden omslutte dig og giver du op?
Når du oplever et svigt, bliver du ramt på dit selvværd. Det er normalt, når du bliver svigtet, at du føler, du ikke er værd at elske. At du selv er ude om det og har fortjent det. Men sandheden er, at det sjældent er det, svigtet har handlet om.
I mine terapeutiske forløb med jalousi-problematikker, fokuserer jeg på at få styrket selvværdet, så du (igen) kan føle, at du er ligeså meget værd som andre mennesker og ikke skal behandles dårligt.
Det vil også være nødvendigt, at vi arbejder med at blive bedre til at fornemme og sætte egne grænser og sætte ord på egne ønsker.
Hvis du ønsker at arbejde med at genfinde tilliden til din partner, kan du kombinere forløbet med et parterapiforløb.
Du kan også arbejde individuelt med tillidsopbygning til din partner, hvor vi sammen finder ud af, hvad din partner og du hver især kan gøre for at virke tillidsvækkende igen og hvad I hver især har brug for, for at genskabe tilliden.
Læs mere om min parterapi i københavn her.
Parterapi: Tag til behandling af jalousi med din partner
Terapi for par med jalousi-problematikker er ofte rigtig effektivt, dog kræver det en hel del af begge parter.
Når et par, der har udfordringer med jalousi, opsøger hjælp, kommer de ofte med meget forskellige indgangsvinkler:
Den ene kommer måske med en følelse af at være uretfærdigt behandlet, at have været udsat for mistillid og måske falske beskyldninger.
Den anden kommer måske med en følelse af at have været for meget, ikke at kunne kontrollere sig, en følelse af usikkerhed og måske mindreværd.
Begge er sårede og utrygge.
Her gælder det for mig om ikke at forstå eller føle sympati mere for den ene end den anden. Sammen finder vi ud af, hvad der er på spil for hver især og hvilken adfærd der har virket styrkende og svækkende på jalousien.
Begge parter må være indstillede på forløbet, som i stor grad handler om at kigge indad, se på egen adfærd, reflektere over egne reaktions- og tankemønstre og åbne op for at tale om det, der er svært.
Jalousi er sjældent kun denne ene parts skyld i et forhold.
Det er derfor nødvendigt at være bevidst omkring begges roller og ageren i forhold til at antænde eller aftænde jalousien.
- hvor usikker og utryg den, din jaloux partner er
- og at jalousi-reaktionen ofte bunder i denne usikkerhed og ikke i den anden parts ageren
… vil denne bevidsthed kunne danne grobund for nye handlemuligheder.
Det kan tage en del sessioner at komme fra ny erkendelse til nye handlemåder og til, at den nye erkendelse rodfæster sig i ens indre. Hvis indsatsen dog er målrettet og begge parter virkelig har et ønske om at blive bedre til at rumme hinanden, så er der rigtig gode muligheder for at blive hjulpet.
Læs med længere nede og bliv klogere på, hvad jalousi egentlig er og hvilke typiske reaktioner, vi får, når vi oplever jalousi.
Hvad er jalousi?
Jalousi er en følelse, som er helt normal. Næsten alle mennesker oplever at føle jalousi i løbet af deres liv. Ligesom angst er jalousi en vigtig basisfølelse, der giver os signaler, om de forhold vi holder af. Jalousi er altså også med til at vedligeholde vores relationer, da følelsen motiverer os til at engagere os i adfærd, der opretholder vores forhold.
- ved frygten for at blive forladt
- angsten for at miste
- usikkerhed
- oplevelsen af mindreværd
Jalousi kan enten komme fra konkrete erfaringer med svigt eller frygt-forestillinger, du selv har skabt. Jalousien er altså ikke en medfødt følelse, men noget du tillægger dig eller erfarer i barndommen.
Jalousi kan både vise sig som følelser, handlemåder og reaktioner, men da alle menneskers tanker, følelser og handlinger er forskellige, er jalousien svær at definere.
Der findes også mange former for jalousi. Den jalousi man oftest taler om, er noget der opstår i parforhold, hvor du opfatter en tredjepart som en trussel. Men de fleste af os kender også til søskendejalousi eller jalousi overfor en kollega eller ven.
I denne video fortæller jeg lidt om, hvad jalousi er for en følelse, og hvordan jeg arbejder med den i min klinik.
Jalousi er ikke det samme som misundelse
Jalousi er ikke det samme som misundelse. Misundelse opstår oftest som en følelse mellem to personer, eller rettet mod en anden person end én selv: Jeg vil have det, du har!
Jalousi er oftere rettet mod en tredjepart, som man opfatter som en rival. Begreberne ligger tæt op ad hinanden og kan være svære at skelne imellem.
Jalousiens udtryk er også svære at definere entydigt, da udtrykkene er meget forskellige, f.eks. gennem raseri, ydmygelse, tristhed, angst, ensomhed m.v. Jalousi kan også variere meget i sværhedsgrad.
For mange opleves jalousi som en forbudt og pinlig følelse. Heldigvis er det blevet mere og mere almindeligt at søge behandling for jalousi.
Hvorfor bliver du jaloux?
En af grundene til at jalousi kan udvikle sig rigtig voldsomt, er fordi den stammer fra en grundfølelse, som handler om, at du ikke føler dig nok værd til at blive elsket.
Jalousi handler om frygten for at miste, for at blive svigtet, for at blive valgt fra til fordel for en anden.
Det er derfor misvisende at sige til sin jaloux partner, at det er ”noget fis”, at det ikke er virkeligheden osv., for det er i den grad alvorligt og virkeligt for den, der er jaloux.
Hvis din jalousi allerede blev udviklet i barndommen, vil den være sværere at få bearbejdet end en jalousi, der er blevet udviklet senere i livet, Det skyldes, at den har været en del af din personlighed og selvbillede i lang tid.
Hvis vi altså siden barndommen har følt os afvist, overset og ikke værdsat, er det naturligt at vi begynder at opfatte os selv som en, der ikke er værd at elske.
Hvis denne overbevisning om mindreværd ikke bliver bearbejdet, er det næsten uundgåeligt ikke at tage jalousi og andre selvudslettende reaktioner med i fremtidige relationer.
Hvis du derimod først som voksen oplever at føle jalousi grundet utroskab eller lignende, – og hvis du ellers har et stærkt og sundt selvværd – vil det være lettere at finde tilbage til denne indre følelse af at være værdifuld.
Behandling af jalousi: Hvornår bliver jalousi skadeligt?
Jalousi er både en naturlig og til dels også livsbekræftende følelse, så længe det ikke er jalousien, der har magten over dig. Jalousi i en sund grad kan gøre, at du mærker, at du holder af et andet menneske og husker på, at du virkelig ikke vil miste vedkommende.
Dermed kan den sunde jalousi faktisk gøre et forhold bedre, give det spænding og intensitet.
Det er hvis graden af jalousi bliver for voldsom, at jalousien kan gå hen og blive ødelæggende for parforholdet.
Når mistilliden tager over i en sådan grad, at den ene opfatter næsten alt, den anden gør, som mistroisk adfærd.
Det kan være ved at tjekke hinandens mails og sms’er eller udspørge hinanden om, hvor partneren har været henne og om partneren kan bevise det.
En sådan adfærd skaber en meget negativ energi i et parforhold. Mistillid, usikkerhed og paranoia bliver til selvforstærkende adfærd, da du selv vil blive mere usikker ved hele tiden at have mistro til din partner.
I en del forhold vil det være konstruktivt og i nogle tilfælde nødvendigt at søge hjælp, da disse uhensigtsmæssige og urealistiske tanke- og adfærdsmønstre kan køre selv den dybeste kærlighed i sænk.
Nogle udvikler jalousi i voldsommere grad end andre. En del af forklaringen kan findes i, hvor meget ens ”angst for at miste” trigges gennem svigt, utroskab eller at blive forladt af en man elsker, eller er afhængig af.
Jalousi kan gå fra at være en almindelig og sund følelse til en sygelig, altfortærende følelse. I rigtig svære tilfælde kan jalousi minde om paranoia, da jalousien kan give den plagede person vrangforestillinger.
Den mere sygelige grad af jalousi og den medfølgende adfærd er ekstremt hårdt og opslidende for begge parter i et forhold.
Den jaloux part er plaget af en masse negative tanker og følelser både om sig selv og den anden, ofte vil den jaloux part helst ikke se i øjnene, at han/hun er jaloux og vil derfor nægte, at det er det, der er på spil.
Det er altså ofte vanskelig for den jaloux at give udtryk for sin følelse og også at handle ud fra følelsen på en ordentlig måde.
Jalousi i et forhold kan også skabe den adfærd, at den det går ud over, rent faktisk begynder at opføre sig mere underdanigt, gå mindre ud, bruge sin telefon mindre osv. – altså et forsøg på at undgå at fremprovokere jalousien.
Dette er sjældent en vellykket strategi i længden, da de færreste trives med at skulle lægge bånd på sig selv på denne måde.
Det siger sig selv, at hvis jalousien fylder hver dag og du hele tiden er bange for at miste, går det ud over din egen og din kærestes energi og livsglæde.
I nogle tilfælde taler man om, at jalousien kan blive en selvopfyldende profeti (når det man frygter faktisk sker), da du ved din mistillid, kontrol og vrede kan skræmme partneren til at finde en anden kæreste, en der viser tillid og forståelse.
Reaktioner i forbindelse med jalousi
Næsten alle mennesker vil kunne nikke genkendende til, at jalousi kan give hjertebanken, kvalme, uro og ondt i maven, søvnproblemer og negative tanker.
Jalousi har det med at eskalere og ”køre af sporet”.
Det kan starte med et lille stik, der minder om en følelse af positiv misundelse, til at du tager dig selv i at stå og give alverdens trusler i afmagt.
- Tankemylder over, hvad den anden foretager sig, når han/hun er adskilt fra dig
- Har svært ved at komme ud af dit selvsvings-tankemønster og overbevise dig selv om, at de tanker du har, er urealistiske
- Får katastrofetanker om affærer, hvis partneren bruger sin telefon mere end normalt, er en halv time forsinket eller noget tredje
Det er forskelligt, hvordan jalousi kommer til udtryk. Det kan være alt fra at være meget kontrollerende, udspørgende og vred – til at trække sig tilbage følelsesmæssigt eller være påtrængende og bekræftelsessyg.
Dog er det fælles for de fleste, der er jaloux, at de også har dårlig samvittighed og er kede af, at de ikke kan styre deres jalousi.
Det kan virke uoverskueligt at ændre på sin jalousi, fordi følelsen er så overvældende, men heldigvis er der mulighed for hjælp, hvis du en dag bliver parat.
Har du spørgsmål så send mig en besked i kontaktformularen eller ring til mig på tlf. 61 27 17 07.