Årsager og symptomer: Hvad er stress egentlig?
I Danmark findes der ikke en klar og entydig definition på, hvad stress er. Stress bruges både som en beskrivelse af daglig travlhed og som en beskrivelse af en tilstand, der sygemelder mennesker i månedsvis.
I Danmark er flere hundrede tusinder påvirkede af stress hver dag, og 30.000-50.000 dagligt sygemeldt med stresssymptomer.
Desværre er der heller ingen gennemgående, anerkendte kriterier for at få stillet en stress-diagnose. Læger, behandlere, stresscoaches m.m. har altså ofte forskellige forståelser af, hvad stress er og hvordan det skal behandles og forebygges.
Positiv og negativ stress
Der er dog enighed om, at stress kan være både godt og dårligt. Stress er på den ene side en sund mekanisme, der hjælper krop og hjerne med at kunne præstere ekstra i tilspidsede eller krævende situationer. Man taler om ”positiv stress” – som er kortvarig – og ”negativ stress” – som er langvarig.
Positiv stress er den energi, der kommer i kroppen, når vi har brug for at skulle yde noget mere. Den positive stress sætter gang i at producere adrenalin, så vi bliver stærkere i en kort periode, adrenalin-koncentrationen falder, efter opgaven er overstået.
Dette er en yderst praktisk og brugbar funktion, som alle mennesker har gavn af at benytte.
Ved kortvarig stress frigives altså (god) energi til muskler og hjerne, så vi kan yde mere i form at øget styrke, opmærksomhed, hukommelse og det at kunne håndtere flere ting samtidig.
Negativ stress er, når stressen ikke lukkes ned igen, så kroppen konstant producerer adrenalin og stressfølelsen bliver langvarig.
Kroppen vil efter et stykke tid begynde at producere stresshormonet kortisol, som kan være skadeligt for os og på den måde starter en negativ spiral, hvor vores naturlige kemiske balance bliver brudt og skaber en belastning for organerne, psyken og immunsystemet.
Nogle typiske symptomer på langvarig stress kan være:
irritabel adfærd, konstant træthed eller dårlig søvn, koncentrations- og hukommelsesbesvær, rastløshed, manglende overblik, angstanfald, negative tanker, hjertebanken, hovedpine, blodtryksstigning, svimmelhed, svedeture, tør i munden, fordøjelsesproblemer, klodsethed, går i sin egen verden, manglende sexlyst osv.
En mere enkel forklaringsmodel til at beskrive, hvad årsagen til stress er, kan være:
Når vi oplever, at vi ikke har ressourcer nok til at opfylde personlige eller ydre krav.
Konsekvensen af denne følelse af utilstrækkelighed er, at vi føler os ”kampberedte” hele tiden og derfor aldrig rigtig kommer ned i tempo.
Det er denne anspændthed, der, når den bliver langvarig, er skadelig og kan forvolde alvorlige følgesygdomme.
Vil du have en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at ringe til mig på tlf. 61 27 17 07 eller skrive til mig gennem kontaktsiden.
Du kan også læse mere om min baggrund som terapeut her. Jeg er bl.a. uddannet på Danmarks Pædagogiske Universitet.