Et klassisk eksempel på en seksuel problemstilling kan være, at manden har mere lyst til sex end kvinden.
Dette opleves meget forskelligt for hver part.
Den der har mindst lyst, vil måske begynde at trække sig følelsesmæssigt eller undgå situationer, hvor man er intime. Det kan være han/hun føler sig forkert, presset og har dårlig samvittighed.
Den der har mest lyst, vil måske føle sig afvist, vred, anmassende eller svigtet.
Tit når denne ”dans” først er startet, vil afstanden og misforståelserne mellem de to parter blive større og større, hvis ikke de får talt om, hvad der sker imellem dem.
Parterne begynder at tolke hinandens afvisning/tilnærmelse.
Den der har mindst lyst, kan blive beskyldt for at være en kold skid, kedelig, at han/hun mangler lidenskab og kærlighed.
Den der har mest lyst, bliver måske beskyldt for at være påtrængende, ikke at give plads, eller at kunne se andre behov end egne.
Begge går rundt og føler sig seksuelt frustrerede og forskellen i lyst bliver større og større.
Beskyldninger, bebrejdelser, kritik, vrede og pres holder parterne fast i hver deres usikkerhed og skaber dermed grobund for en rigtig negativ kommunikation.
Den der har mindst lyst, vil fortsat få mindre lyst, da nærhed, tillid, omsorg og forståelse fra partnerens side også bliver mindre og mindre.
Måske personen helt stopper med at opsøge fysisk berøring og intimitet, og så vil den der har mest lyst, føle sig endnu mere afvist…
Som parterapeut i en sådan konflikt kan jeg hjælpe jer med at stoppe den negative spiral, hvor begge kommer med beskyldninger mod hinanden og har mest fokus på, at den anden er årsag til det utilfredsstillende sexliv.
Jeg vil sammen med jer udforske jeres forskellige lyster, skabe rammer for en åben, nysgerrig og ikke-fordømmende dialog, hvor vi afsøger nye muligheder og får talt om misforståelser.
Alle mennesker er tilknyttet på forskellige måder, alle mennesker har forskelligt kærlighedssprog, i stedet for at se modsætninger som en begrænsning, vi vil sammen finde frem til jeres ressourcer og kompetencer.